Heeeey

14.03.2020

Så er det videre og derud af! Søs er på besøg. En vandretur i bjergene. Whup whup og så er vi oppe og stå på ski. Videre. Også efter vores frontale sammenstød på pisten. To stave i hænderne og en under armen. Alt kan lade sig gøre, når vi ikke spænder hjelmen. Alt kan næppe lade sig gøre, når vi skal sige farvel igen.

Dankortet er slidt. Livsnyder og fornuft er svært at kombinere. Et halvt år i Spanien er længe uden job. En lille opsparing har hjulpet. Et lille job som mødebooker fra computeren har pyntet. Nogle uger med nudler i ny og næ. Overnatninger på ubarmhjertige steder. Nu går den ikke længere. Jeg har fået mig et job. Nu hedder det tidligt op. Jeg skal slippe friheden. Dog ikke helt. Men det er tid!

Spanien er lækker. Men en ting er sandt; oplevelser og omgivelser har en anden glans, når de finder sted med dem man holder af.


Tilbage hvor jeg slap

19.02.2020

Ny rute. Overnatning på båd. Lillebror på besøg. Sommer om dagen. Vinter om aftenen. Fisker. Ingen fisk i havet. Tilbage i Barcalona. Joiner en Hollandsk fest. Stormen Gloria siger hej. Voldsomt vejr. Sne og vand. Bilen kører stadig. Veje er lukket. Kaffen er stadig varm. En flue i min snude. Er ikke sikker på den er ude. Tager en lur på bagsædet. Pigerne kommer på besøg. Tid til at stå på ski. Varme eller kulde. Vigtigst at hvidvinen er kold. Tilbage i varmen alene. Besøg af mutti og tid til hygge. Endnu et farvel og stilheden rammer igen.

Halvanden times kørsel og så er jeg tilbage i sneen igen. Alene og dog. Popcorn til morgenmad. Kværner alt der ikke er sundt. Sund uge må være forude. Sved på overlæben efter et lille ophold i gondolen. Pengepungen er snart tom. Et halvt år er nu gået, siden missen flyttede til Spanien.


I Dk for en stund

20.12.2019

Tilbage i København. Dansk julemusik. God mad. Dejlig familie. Lækre veninder. Skønt at være hjemme. Ny sofa. Hyggelig stemning. På med hue og vanter. Alt er rart og trygt, når man har sine nærmeste tæt på. Gaveræs. Stressede mennesker rundt omkring. Knap så rart. Savner varmen og bjergene. Har stadig en masse gaver der skal købes. Pyt. Mañana mañana.

Julefrokoster, snaps og en brækket røv. Dobbelt op på Panodil. Julen er en skøn tid. Den er også skøn når den er overstået.


Status er...

29.11.2019

Stadig kold snude. Har pudset næse i en bon. Det kradsede lidt. Vejret bliver bedre. Selvom de kolde måneder er forude. Bedre rute på vej. Barca var lækker. Valencia var smækker. Vandfald kan man ikke få nok af. Bader gerne en gang mere. Er træt af hostels. Sengene knirker. Ikke på den gode måde. Tynd fyr vender sig over mig. Grim fyr snorker ved siden af. Opgradering. Nyt hotel. Ingen rene trusser tilbage. Halstørklæde og bar mis. Ny mundering. Glimmersokkerne shiner. Et besøg i L'Hemisféric. Forestillingen var om Apollo 11 på 3D skærm. Blev lidt rundtosset. Mærkeligt Armstrong ikke blev det. Har nu vasket trusser i håndsæbe. Tørret dem med en føntørrer. Turen går syd på nu. Ubehageligt vejr har sagt hej. Strømmen er gået. Ny dag. Shortsvejr. I like. Nu er det varmt igen. 2 euro for et glas hvidvin. Elsker det her land.


Winter Is Coming

15.11.2019

Det er begyndt at blive koldt. Ubegribeligt koldt. Også i Spanien. Har været ude og se Gaztelugatxe. Smuk oplevelse. Kold snude. Fløj næsten med blæsten. Synes ellers bukserne strammer for tiden. For meget mad. Men vægten hjalp ikke på, at jeg næsten var oppe og flyve. Mine shorts er gemt væk. Solbrillerne sidder stadig på snuden. Også selvom de er skæve. Min røv har sat sig på dem. Det bliver hurtigere mørkt her. Og meget mørkt i tunnellerne. Måske fordi jeg har solbriller på. Jeg kører stadig fra by til by. Nu fra Bilbao til Barcelona.

Har snart ikke mere rent tøj. Jeg er grim igen i dag. Har hilst på en snestorm på min vej. Mine sommerdæk og vinduesviskere var bange. Vi har aftalt, at vi ikke kører den vej igen. Har været til koncert alene. Optur over det. Er vild med de spanske gader overalt. Jeg traver derud af. Ser alt omkring mig. Snubler over en brosten. Alle har en hund eller en kat. Jeg har kun min egen mis. Den skal snart studses.


Derudafff

10.11.2019

Jeg kører og kører. GPS'en siger 292 km. lige ud. Der er bjerge omkring mig. Snart går solen ned bag dem. Jeg bliver aldrig træt. Enhver bil jeg overhaler på min vej, tror der er fest. Og det er der. Jeg synger, alt hvad jeg kan. Nyder min sangstemme. Selvom propperne i ørerne lægger en dæmper på den.

Jeg ankommer til et nyt sted. Leder efter et hotel. Bevæger mig rundt i byen med min rygsæk. Endelig et værelse ledigt til mig. Videre ud og finde mad. Forhører mig omkring byen. Ingen snakker engelsk. Jeg spræller og basker lidt med armene. Nu forstår vi hinanden. Ny dag. Ny by. Hotellet bliver udskiftet med et hostel. Det er billigere. Jeg skal være lidt fornuftig.

Madrid er lækker. Madrid er kold. Jeg er iført fire trøjer. Løber byen rundt for at få varmen. Gigantiske smukke bygninger overalt. Varmer mig selv med en føntørre på mit værelse. Har kun sommerkluns med. Stor begejstring over museum Prado. Hvis man er til så noget. Mange mennesker. Mange rum. Farer vild et par gange og exit er forsvundet. Jeg sveder med mine fire trøjer. Køber en bog om Prado til 200 kr. Så er jeg den der er smuttet. Jeg kommer udenfor og fryser igen. Jeg skulle hellere have købt en jakke. Det er koldt igen. Jeg forvirrer mig selv en gang mere. Tager på museum Reina Sofía. Heller ingen exit i sigte. Siesta tid.


Kindkys, blege baller - Hey Spanien!

Jeg er nu bosat i Spanien. Har sagt mit job op derhjemme. Flere stiller det samme spørgsmål. Hvorfor? Hvad skal du? Mit svar har været det samme. Jeg ved det ikke. Nogen har spurgt, om jeg flygter fra noget. Det gør jeg ikke. Dem der kender mig ved, at jeg er rejselysten. De ved at jeg nyder mit eget selskab. Det gør måske tingene nemmere!

Jeg er 32 år. Mine baller er blege. Jeg har ikke nogen kæreste. Jeg har ikke nogen børn. Jeg elsker solen. Jeg elsker bjergene. Hvorfor ikke prøve noget nyt? Flere foretrækker tryghed og rutiner. Sådan er det. Jeg drager nu ud. Ser hvad Spanien har at byde på. Ser om jeg er i stand til at overleve. Ser om jeg kan give slip på det derhjemme.

Det er ikke nemt at flytte til et andet land. Jeg taler kun un poco español. Jeg skal finde et job. Jeg skal vide hvad der kræves, for jeg kan bo her. Hvad er der på hylderne i supermarkederne? Det er alt sammen en jungle. Jeg snuser alt til mig på min vej. Prøver at komme frem til noget. Hvad vil jeg gerne her. Det er vigtigt at skabe nogle kontakter. Vigtigt at socialisere sig. Det er i en højere grad, end hvad jeg er vant til. Kys på hver kind. HOLA i højeste toneleje.

Jeg har ikke søgt noget job hjemmefra. Det var med vilje. Jeg vil udforske landet først. Jeg vil finde ud af, hvor jeg gerne vil bo. Jeg vil dernæst finde arbejde. Det er ikke nemt.

To måneder er nu gået. Jeg kører rundt. Jeg tager på vandreture. Overnatter forskellige steder. Jeg har dog en form for base. Det er mine forældres sommerhus. Det ligger i en lille hyggelig by ud til vandet. Det er priviligeret. Det er en god start på en ny tilværelse. Her tager jeg til, når jeg vil have ro. Her vågner jeg om morgenen til en stilhed. Jeg kigger udover bjerge og vand. Det giver mulighed for at reflektere. Reflekterer over hvor de næste skridt skal føre mig hen.

Jeg har tænkt. Jeg tænker meget. Jeg har tænkt på denne blog. Hvad er formålet med den? Jeg vil give min inspiration videre. Mine ideer og oplevelser. Håber andre bliver inspireret. Det skal være i takt med jeg også opnår glæde ved det. Jeg skal have mig selv med i det. Have tid og lyst til det jeg gør. Det er vigtigt.

Min aktivitet herinde har ikke været prangende. Jeg deler kun mine ting, når jeg har lyst. Når jeg føler det er oprigtig. Når det giver mening for mig. Når jeg kan tage mig ordentlig tid til det. Når jeg har ro i kroppen. Jeg kan se der stadig er nogle der følger med. Jeg beslutter mig derfor for at forsætte. Det bliver med et fremadrettet fokus på mad og oplevelser. Det bliver med et præg af det spanske. Det bliver kortfattet. Det bliver når jeg har lyst til det. Det bliver på en afslappet måde. Så følg med. Hvis du har lyst. God dag. God vind. Hvor end den fører dig hen🇪🇸

Følg med på Instagram: @camilladahlebbesen